Det er da tankevækkende...

...at man skal være bræksyg og ligge på langs for at have tid til at skrive så meget som et lille indlæg. Men her ligger jeg så og tænker på alt det, jeg burde gøre og hygge mig med, når jeg nu ikke er i stand til at gå på arbejde og endelig har bare en halv dag for mig selv. Men jeg orker jo ikke rigtig og synes egentlig også, det er luksus bare det at have muligheden for at tage sig en lille morfar. Som jeg bestemt trænger til.

Jeg funderer af og til over, hvordan alle tilsyneladende har tid til at pleje deres blogs. Skrive muntre indlæg, arrangere give-a-ways, uploade lækre billeder og jeg-skal-komme-efter-dig. Mine dage går med at stå tidligt op, få børn i tøjet, aflevere, møde på arbejde kl. 8 eller 8.30, ARBEJDE, hente børn og derefter fylde mad på og putte frem til klokken 20, hvor vi trætte segner om i sofaen og - jeg er ked af at indrømme det - zapper formålsløst rundt mellem TV2News og diverse skodprogrammer, inden vi lister tidligt i seng. For så at stå op x antal gange i løbet af natten for at give sut, sutteflaske og vugge verdens mest massive barn på 11 kg.

I øvrigt en besynderlig ting, man sikkert ville more sig over, hvis man ikke lige selv var en del af det. Lad mig beskrive: Tonstung og højlydt skrigende baby løftes op fra tremmeseng af mor og bæres ud i køkkenet, hvor larmen generer færrest muligt antal mennesker (så som stakkels overbo/underbo og sovende storesøster). Klatøjet, stakkels far iler til køkkenet, hvorefter mor og far skiftevis vugger tonstung baby, til armene syrer til (2 min.). Særligt far danser og vugger op og ned ad køkkengulvet i en sær rytme med halvbøjede knæ og gummiben. Skal opleves - kan ikke beskrives. Baby spræller og kaster sin krop frem og tilbage i sådan ca. 40 minutter, hvor han omsider giver efter for søvnen og FORSIGTIGT kan lægges tilbage i tremmesengen. Det er sådan et spændende ritual, vi har hver tredje aften mellem 22 og 23.

Og det minder mig så lige om, at jeg sørge for at få sovet nu, fordi jeg - syg eller ej - skal hente børn kl. 16.

Sengetæppe

Så blev Maries nye sengetæppe færdigt. Syet af rester og gamle dynebetræk.

Se for øvrigt Bloomers Kids, der har udsalg på fint retrosengetøj. Har bestilt og glæder mig frygteligt, til det kommer med posten.

Lorte-fuck

"Mor, du er en lorte-fuck!". Og så en dør, der smækker, så alt i stuen ryster. 4 1/2 år og nærmest teenager. Åh, der er dage, hvor der vågner noget mærkeligt inden i mit barn, og jeg kan se, hvordan kræfterne raser i hende, uden hun kan styre det.

Klokken er halv ni

Så startede jeg på arbejde igen og glemte alt om den hersens blog, der jo lige skal passes mellem nattevågne babyer, arbejde, madlavning, rengøring og hvad der ellers er at se til. Kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan andre mennesker har tid til det. Jeg synes, vi kæmper bare for at få de mest basale ting til at hænge sammen i en slags hverdag.

Det er på nogle punkter helt ok at være tilbage, men topskræmmende at det nu bare er resten af livet. Arbejde altså. Og kæmpe hverdagstrummerum med aflevering, forkølede børn og vaskemaskiner, der skal fyldes og tømmes.

Men når alt det er sagt, så har vi det sgu helt godt og er glade. Jens er så dygtig til at gå i vuggestue, og Marie er vist omsider (tør jeg skrive det??) ved at være igennem sin kæmpekrævende trodsalder, der mest af alt har mindet om en aaaalt for lang pubertetskrise. Hun har i hvert fald været vanvittigt sød på det sidste - men hun hører selvfølgelig stadig ikke efter, hvad man siger til hende. Vi er enige om, at hun må være det mest egenrådige barn, der findes.

Klokken er halv ni, børnene har sovet en halv time, og der er en halv time tilbage af aftenen - inden jeg skal passe knibeøvelserne og bagefter på hovedet i seng for at kunne hænge sammen i morgen. Lyder som en fed aften, ikke?

PS. Mind mig om, at næste indlæg skal være en lang liste over alle de ting, jeg gerne vil lave, når jeg en gang får en hel dag for mig selv.

Zzzzzz...

Jeg kunne sove, hvor det skal være. På cyklen, på arbejde, i kantinen, alle steder. Jens er snart ti måneder, hvilket vil sige, at det nu er lige så længe siden, jeg har sovet en hel nat igennem. Altså bortset fra den nat, jeg var på wellnessophold...

Det var ellers lige ved at blive bedre, men så kom megaforkølelsen og to nye tænder, der brød frem synkront. Og resultatet er så her to uger efter, at vi er tilbage ved de 5,6,7 opvågninger pr. nat (!), som har plaget os i alt for lange perioder.

Og jeg er skidetræt af at høre om andre folks babyer, der sover fire timer i træk om dagen og sover igennem om natten, så snart de får en skefuld grød. Sådan nogle babyer har vi aldrig haft. De har til gengæld - og heldigvis for dem - en tårnhøj nuttefaktor.

Fucking hverdag

Det var så den barsel. Hvor bølgerne indimellem gik så højt, at vi fik hjertebanken og stress. Over isvinter på fjerde sal, uendelige læs af vasketøj der skulle bæres op og ned ad trapperne, to utrøstelige unger der skreg som sirener på samme tid og altid, når jeg var alene med dem samt tunge bekymringer afledt af den stores nyopfundne tisse-tosserier og arrige protest-adfærd.

To børn - og jeg forstår stadig ikke, hvordan de andre mødre får det til at se så let og idyllisk ud. Det gør lidt ondt inden i mig. Og samtidig ved jeg godt, at der er forskel på børn. At vi fx tilfældigvis trak en af dem med kolik og voldsomt temperament, mens andre har haft en loppetjans med sovebørn.

Og nu - ti måneder efter - har hverdagen så meldt sig igen for os. Første arbejdsdag i dag, og jeg er på en måde bare slet ikke klar. Savner hans lille varme hoved og pyt med, at han insisterer på kun at powernappe i halv-times-intervaller og vågner syv gange på en nat. Han er jo mors lille dreng.

Jeg tror, jeg har lidt krise og kan ikke lade være med at tænke over, hvad der er det gode liv for mig og for os: Hvordan får jeg tid til mig selv, mine børn og de ting, jeg virkelig brænder for?

Et lille pip

For et par dage siden kom posten med en håndfuld fantastiske bøger, og der er især en, der får det til at krible i fingrene: Sew La Tea Do af Pip Lincolne. Hey, har man måske ikke altid manglet et rævetæppe uden at være klar over det?!

Ud over mønstre til lækre sager, seje billeder og fin tekst indeholder bogen også en sy-spilleliste til lige at peppe den kreative stemning - "Listen, sew, sip, snip and shake it a little bit!", som der står :)

Der skal syes skal der, og ih hvor jeg glæder mig!




Sew La Tea Do



Very well wellness

To trætte mødre på vej over Øresund med kurs mod max wellness! 4-retters menu med øl (!) og udsigt over Øresund, aftentur i spabadet, en halv times tv i sengen og derefter aftenens højdepunkt: uafbrudt søvn til kroppen selv vågner.

Ystad Saltsjøbad

Og så lige brunch, en tur i fitnessrummet og en gåtur langs vandet og de mange små svenske badehuse, inden turen gik hjemad igen fra Ystad Saltsjøbad. Så skønt og tiltrængt. Enhver mor forundt.

Om jeg savnede bebsen og den store derhjemme? Ja. Det lille varme babyhoved og de små tykke arme, der rækker op mod en. Og store Marie, der er så dygtig og skæg og gennemdejlig. Men vi gør det sgu igen!

Mors dreng

Det er nogle gange alt for let at glemme, hvor heldig man er, og hvor helt vildt godt man har det.

I dag har vi været på Hvidovre Hospital for at få Jens undersøgt for nogle sære spjæt, han laver med kroppen. Baby op på undersøgelsesbriksen og på med en slags hullet badehætte, der er tilsluttet et hav af ledninger og en temmelig grim maskine. Fuldt stroboskoplys. Sådan måler de hans hjerneaktivitet. Vi ventede hele dagen på prøvens resultater, der heldigvis viste sig at være helt ok, så alt tyder på, at rystelserne bare har været ufarlige muskelsammentrækninger. Og altså ikke epilepsi, infantile spasmer eller andre virkelig grimme ting, som dukker frem, når man tjekker på nettet.

Og lige nu ligger han så sødt og sover i sin seng. Helt varm og dejlig med store røde kinder.

Sådan kan man også gå i opløsning

I dag kom jeg til at tænke på noget, vi oplevede her i sommer. Noget vi svor, vi aldrig ville glemme:

Nationalmuseet har en skolestue, hvor man kan spise madpakker og fylde mad på sådan en som Jens. Vi har - for at gøre historien kort - observeret den her mor, der har holdt fødselsdag for sin søns 1. klasse. Det er gået helt over gevind. Resterne af kagemand, slikposer, sodavand og den slags ligger spredt over bordet, og børnene er sendt ind for at lege. For enden af fødselsdagsbordet sidder moren og stirrer ind i væggen med mobilen i hånden. Min kæreste går hen og spørger, om han skal hjælpe med noget, og så kigger hun op og nærmest hvisker, at hun bare lige skal sidde lidt stille, fordi hun ellers tror, at hun vil begynde at græde. Og der er ingen tvivl om, at hun mener det, og at hun solgte sin sjæl til djævlen, da hun planlagde den fødselsdag.

Hun har åbenbart startet dagen med skattejagt gennem hele byen med 28 totalt ulydige børn (!), og til sidst har hun så holdt fødselsdag på museet med kagemand, slikposer, sodavand og den slags, der går lige i blodet til sukkerchok og muligvis forklarer, hvorfor der konstant var et par børn, der drønede rundt om bordet i temmelig vildsom fart. Ja, man taber pusten bare ved tanken. Og hvad kan man så lære af det? Don't do it!

Dykand

Så er vi så småt ved at komme op til overfladen efter en fantastisk sommerferie i Jylland og en efterfølgende en flytning, som virkelig trak tænder ud. To børn, der skal passes, og 30 flyttekasser, der skal pakkes ud, er en relativt dårlig kombi.

Men nu er vi her, og det værste er overstået. Her er lyst og rart at være, og vi er så glade. Halvt så mange trapper og vores helt egen vaskemaskine, der allerede er kommet på permanent overarbejde... Den eneste store ting, vi mangler at få styr på, er mit arbejdsbord, hvor PFAFF'en skal stå, og der skal være masser af plads til perleæskerne, limpistolen og glasset med de mærkelige dimsedutter.

Farvel fjerde

Alt er omsider pakket i kasser, og det er farvel til en lejlighed, der skulle have været midlertidig, men HOV, så gik der lige tre år... Farvel til en lejlighed, vi bare ikke kommer til at savne: Farvel til to skrigende unger på armen op til 4. sal., ture op og ned ad trapperne med tre tunge IKEA-poser fulde af for meget vasketøj, iskolde vintre og et varmeanlæg der går i stykker fredag aften, alt for små drenge der altid har snortnæser, får pommes frittes hver aften og leger på vejen uden opsyn til kl. 22, genboer på 80 + der afleverer skrald iført intet andet end underbukser og netundertrøje. Jeg kunne blive ved og ved.

Men en ting kommer vi til at savne, og en ting har vi nydt og glædet os over næsten hver eneste dag: Udsigten. Den helt fantastiske vidunderlige udsigt ud over Voldene, Vor Frelser Kirke og alle øvrige tårne i København. Vi har været så ufatteligt priviligerede, at vi har haft hele himlen og hele København i stuen. Hver aften kl 17 har vi kunnet se de store flokke af sorte fugle svæve hen over himlen i deres søgen efter et egnet sted at sove. Og på de helt særlige aftener har vi kunnet se himlen lukke sig varm og lilla over byen, mens vi har stået på altanen og nydt det. Sådan har det heldigvis også været.

Og nu begynder det nye gode så. Egen vaskemaskine, halvt så mange trapper og en dejlig børnegård med en sandkasse og en lille børneborg. Vi glæder os.