I dag kom jeg til at tænke på noget, vi oplevede her i sommer. Noget vi svor, vi aldrig ville glemme:
Nationalmuseet har en skolestue, hvor man kan spise madpakker og fylde mad på sådan en som Jens. Vi har - for at gøre historien kort - observeret den her mor, der har holdt fødselsdag for sin søns 1. klasse. Det er gået helt over gevind. Resterne af kagemand, slikposer, sodavand og den slags ligger spredt over bordet, og børnene er sendt ind for at lege. For enden af fødselsdagsbordet sidder moren og stirrer ind i væggen med mobilen i hånden. Min kæreste går hen og spørger, om han skal hjælpe med noget, og så kigger hun op og nærmest hvisker, at hun bare lige skal sidde lidt stille, fordi hun ellers tror, at hun vil begynde at græde. Og der er ingen tvivl om, at hun mener det, og at hun solgte sin sjæl til djævlen, da hun planlagde den fødselsdag.
Hun har åbenbart startet dagen med skattejagt gennem hele byen med 28 totalt ulydige børn (!), og til sidst har hun så holdt fødselsdag på museet med kagemand, slikposer, sodavand og den slags, der går lige i blodet til sukkerchok og muligvis forklarer, hvorfor der konstant var et par børn, der drønede rundt om bordet i temmelig vildsom fart. Ja, man taber pusten bare ved tanken. Og hvad kan man så lære af det? Don't do it!