fredag den 26. august 2011

Mors dreng

Det er nogle gange alt for let at glemme, hvor heldig man er, og hvor helt vildt godt man har det.

I dag har vi været på Hvidovre Hospital for at få Jens undersøgt for nogle sære spjæt, han laver med kroppen. Baby op på undersøgelsesbriksen og på med en slags hullet badehætte, der er tilsluttet et hav af ledninger og en temmelig grim maskine. Fuldt stroboskoplys. Sådan måler de hans hjerneaktivitet. Vi ventede hele dagen på prøvens resultater, der heldigvis viste sig at være helt ok, så alt tyder på, at rystelserne bare har været ufarlige muskelsammentrækninger. Og altså ikke epilepsi, infantile spasmer eller andre virkelig grimme ting, som dukker frem, når man tjekker på nettet.

Og lige nu ligger han så sødt og sover i sin seng. Helt varm og dejlig med store røde kinder.