Det er nogle gange alt for let at glemme, hvor heldig man er, og hvor helt vildt godt man har det.
I dag har vi været på Hvidovre Hospital for at få Jens undersøgt for nogle sære spjæt, han laver med kroppen. Baby op på undersøgelsesbriksen og på med en slags hullet badehætte, der er tilsluttet et hav af ledninger og en temmelig grim maskine. Fuldt stroboskoplys. Sådan måler de hans hjerneaktivitet. Vi ventede hele dagen på prøvens resultater, der heldigvis viste sig at være helt ok, så alt tyder på, at rystelserne bare har været ufarlige muskelsammentrækninger. Og altså ikke epilepsi, infantile spasmer eller andre virkelig grimme ting, som dukker frem, når man tjekker på nettet.
Og lige nu ligger han så sødt og sover i sin seng. Helt varm og dejlig med store røde kinder.
fredag den 26. august 2011
søndag den 21. august 2011
Sådan kan man også gå i opløsning
I dag kom jeg til at tænke på noget, vi oplevede her i sommer. Noget vi svor, vi aldrig ville glemme:
Nationalmuseet har en skolestue, hvor man kan spise madpakker og fylde mad på sådan en som Jens. Vi har - for at gøre historien kort - observeret den her mor, der har holdt fødselsdag for sin søns 1. klasse. Det er gået helt over gevind. Resterne af kagemand, slikposer, sodavand og den slags ligger spredt over bordet, og børnene er sendt ind for at lege. For enden af fødselsdagsbordet sidder moren og stirrer ind i væggen med mobilen i hånden. Min kæreste går hen og spørger, om han skal hjælpe med noget, og så kigger hun op og nærmest hvisker, at hun bare lige skal sidde lidt stille, fordi hun ellers tror, at hun vil begynde at græde. Og der er ingen tvivl om, at hun mener det, og at hun solgte sin sjæl til djævlen, da hun planlagde den fødselsdag.
Hun har åbenbart startet dagen med skattejagt gennem hele byen med 28 totalt ulydige børn (!), og til sidst har hun så holdt fødselsdag på museet med kagemand, slikposer, sodavand og den slags, der går lige i blodet til sukkerchok og muligvis forklarer, hvorfor der konstant var et par børn, der drønede rundt om bordet i temmelig vildsom fart. Ja, man taber pusten bare ved tanken. Og hvad kan man så lære af det? Don't do it!

mandag den 15. august 2011
Dykand
Så er vi så småt ved at komme op til overfladen efter en fantastisk sommerferie i Jylland og en efterfølgende en flytning, som virkelig trak tænder ud. To børn, der skal passes, og 30 flyttekasser, der skal pakkes ud, er en relativt dårlig kombi.
Men nu er vi her, og det værste er overstået. Her er lyst og rart at være, og vi er så glade. Halvt så mange trapper og vores helt egen vaskemaskine, der allerede er kommet på permanent overarbejde... Den eneste store ting, vi mangler at få styr på, er mit arbejdsbord, hvor PFAFF'en skal stå, og der skal være masser af plads til perleæskerne, limpistolen og glasset med de mærkelige dimsedutter.
Abonner på:
Opslag (Atom)