...at man skal være bræksyg og ligge på langs for at have tid til at skrive så meget som et lille indlæg. Men her ligger jeg så og tænker på alt det, jeg burde gøre og hygge mig med, når jeg nu ikke er i stand til at gå på arbejde og endelig har bare en halv dag for mig selv. Men jeg orker jo ikke rigtig og synes egentlig også, det er luksus bare det at have muligheden for at tage sig en lille morfar. Som jeg bestemt trænger til.
Jeg funderer af og til over, hvordan alle tilsyneladende har tid til at pleje deres blogs. Skrive muntre indlæg, arrangere give-a-ways, uploade lækre billeder og jeg-skal-komme-efter-dig. Mine dage går med at stå tidligt op, få børn i tøjet, aflevere, møde på arbejde kl. 8 eller 8.30, ARBEJDE, hente børn og derefter fylde mad på og putte frem til klokken 20, hvor vi trætte segner om i sofaen og - jeg er ked af at indrømme det - zapper formålsløst rundt mellem TV2News og diverse skodprogrammer, inden vi lister tidligt i seng. For så at stå op x antal gange i løbet af natten for at give sut, sutteflaske og vugge verdens mest massive barn på 11 kg.
I øvrigt en besynderlig ting, man sikkert ville more sig over, hvis man ikke lige selv var en del af det. Lad mig beskrive: Tonstung og højlydt skrigende baby løftes op fra tremmeseng af mor og bæres ud i køkkenet, hvor larmen generer færrest muligt antal mennesker (så som stakkels overbo/underbo og sovende storesøster). Klatøjet, stakkels far iler til køkkenet, hvorefter mor og far skiftevis vugger tonstung baby, til armene syrer til (2 min.). Særligt far danser og vugger op og ned ad køkkengulvet i en sær rytme med halvbøjede knæ og gummiben. Skal opleves - kan ikke beskrives. Baby spræller og kaster sin krop frem og tilbage i sådan ca. 40 minutter, hvor han omsider giver efter for søvnen og FORSIGTIGT kan lægges tilbage i tremmesengen. Det er sådan et spændende ritual, vi har hver tredje aften mellem 22 og 23.
Og det minder mig så lige om, at jeg sørge for at få sovet nu, fordi jeg - syg eller ej - skal hente børn kl. 16.