Det var så den barsel. Hvor bølgerne indimellem gik så højt, at vi fik hjertebanken og stress. Over isvinter på fjerde sal, uendelige læs af vasketøj der skulle bæres op og ned ad trapperne, to utrøstelige unger der skreg som sirener på samme tid og altid, når jeg var alene med dem samt tunge bekymringer afledt af den stores nyopfundne tisse-tosserier og arrige protest-adfærd.
To børn - og jeg forstår stadig ikke, hvordan de andre mødre får det til at se så let og idyllisk ud. Det gør lidt ondt inden i mig. Og samtidig ved jeg godt, at der er forskel på børn. At vi fx tilfældigvis trak en af dem med kolik og voldsomt temperament, mens andre har haft en loppetjans med sovebørn.
Og nu - ti måneder efter - har hverdagen så meldt sig igen for os. Første arbejdsdag i dag, og jeg er på en måde bare slet ikke klar. Savner hans lille varme hoved og pyt med, at han insisterer på kun at powernappe i halv-times-intervaller og vågner syv gange på en nat. Han er jo mors lille dreng.
Jeg tror, jeg har lidt krise og kan ikke lade være med at tænke over, hvad der er det gode liv for mig og for os: Hvordan får jeg tid til mig selv, mine børn og de ting, jeg virkelig brænder for?