Så startede jeg på arbejde igen og glemte alt om den hersens blog, der jo lige skal passes mellem nattevågne babyer, arbejde, madlavning, rengøring og hvad der ellers er at se til. Kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan andre mennesker har tid til det. Jeg synes, vi kæmper bare for at få de mest basale ting til at hænge sammen i en slags hverdag.
Det er på nogle punkter helt ok at være tilbage, men topskræmmende at det nu bare er resten af livet. Arbejde altså. Og kæmpe hverdagstrummerum med aflevering, forkølede børn og vaskemaskiner, der skal fyldes og tømmes.
Men når alt det er sagt, så har vi det sgu helt godt og er glade. Jens er så dygtig til at gå i vuggestue, og Marie er vist omsider (tør jeg skrive det??) ved at være igennem sin kæmpekrævende trodsalder, der mest af alt har mindet om en aaaalt for lang pubertetskrise. Hun har i hvert fald været vanvittigt sød på det sidste - men hun hører selvfølgelig stadig ikke efter, hvad man siger til hende. Vi er enige om, at hun må være det mest egenrådige barn, der findes.
Klokken er halv ni, børnene har sovet en halv time, og der er en halv time tilbage af aftenen - inden jeg skal passe knibeøvelserne og bagefter på hovedet i seng for at kunne hænge sammen i morgen. Lyder som en fed aften, ikke?
PS. Mind mig om, at næste indlæg skal være en lang liste over alle de ting, jeg gerne vil lave, når jeg en gang får en hel dag for mig selv.